28.01.2010 - Ny bestyrelse for Værløse Boldklub
Heino Gullichsen - Værløse Boldklubs nye formand
Ny formand i Værløse Boldklub
Velbesøgt generalforsamling sammensatte den nye bestyrelse for 2010
Der skulle vælges ny formand, da Værløse Boldklub i aftes havde indkaldt til ordinær generalforsamling, idet formanden gennem de seneste syv år, Søren Jensen, allerede på generalforsamlingen for et år siden bebudede sin fratræden i år efter 16 år i bestyrelsen.
Det gjorde generalforsamlingen til lidt af et tilløbsstykke i forhold til det vante fremmøde ved den slags lejligheder. 27 stemmeberetigede medlemmer var mødt op, og Ib Palmelund styrede som dirigent i sikker og vant stil generalforsamlingen.
Formand Søren Jensen aflagde bestyrelsens beretning med lidt ekstra tilføjelser i forhold til den skriftlige, der længe har ligget til gennemlæsning her på hjemmesiden. Den blev enstemmigt vedtaget uden kommentarer fra de fremmødte.
Herefter blev årsregnskabet fremlagt. Også ved formanden og dirigenten i fællesskab, idet kasserer, Frits Antik Staffeldt, der havde bebudet sin fratræden fra den post, desværre måtte melde fra til generalforsamlingen som indesneet. Regnskabet viste et fint årsresultat med et overskud, der resulterer i, at Værløse Boldklub endelig har positiv egenkapital. Efter flere spørgsmål til de enkelte poster blev regnskabet godkendt enstemmigt.
Så fulgte en stribe valg til bestyrelsen, og der blev kampvalg til formandsposten, idet indesneede og afgående kasserer Frits Antik Staffeldt på skrift havde meddelt sin kandidatur til formandsposten, mens den øvrige del af bestyrelsen indstillede den nuværende seniorleder Heino Gullichsen. Samtlige 27 fremmødte stemte på Heino Gullichsen, der dermed blev valgt som ny formand med overvældende opbakning.
Herefter blev Torben Samson også genvalgt enstemmigt som næstformand, mens bestyrelsen indstillede den hidtidige bestyrelsessuppleant Per Ole Ødemark til jobbet som ny kasserer. Per Ole Ødemark var fraværende på grund af arbejde i Herning men havde på forhånd erklæret sig villig til at overtage kassererposten, og han blev også valgt med samtlige stemmer.
Herefter var der enstemmigt genvalg af ungdomsleder Claus Christoffersen, mens Lars "Basse" Heller blev nyvalgt som børnefodboldleder, en post som bestyrelsen længe har sukket efter at få genbesat. Lars Heller kan få hjælp til jobbet af en tidligere børnefodboldleder, Robert Schnipper, der indvilgede i at blive valgt ind på den nu ledige suppleantpost, mens Lars Preus blev genvalgt på den anden suppleantpost. Henrik Schytz og Poul Elmelund blev valgt for et år mere som revisorer, og Claus Palmelund nyvalgt som revisorsuppleant.
Budgettet for 2010 blev vedtaget med en lille ændring i forhold til bestyrelsens forslag om uændrede kontingenttakster. Et ændringsforslag fra to ungdomstrænere, Casper Farrington og Daniel K. Pedersen, om en lille kontingentstigning for alle spillere fra U/19 og nedefter for at skaffe lidt flere midler til ungdomsarbejdet blev vedtaget, og de ekstra penge samtidigt placeret på en post i budgettet til brug for netop dette formål i ungdomsafdelingen.
Generalforsamlingen sluttede med lidt god debat under eventuelt samt hygge, og den nye bestyrelse for Værløse Boldklub er herefter klar til at trække i arbejdstøjet.
Den nye VB-bestyrelse minus den fraværende nye kasserer Per Ole Ødemark ses her: Bagerst fra venstre den nye formand Heino Gullichsen, Robert Schnipper, Claus Christoffersen og forrest fra venstre Torben Samson, Lars Preus og Lars "Basse" Heller.
Print denne side
Anbefal denne artikel til en ven

